BondO Cones - en kvalitetsoplevelse!

 

 
Anmeldt af SpilleMIK, Mensa Danmark
 
Spillet Bondo Cones er et nyt spil, som i sin opbygning minder en smule om Stratego.
Dog er strategien i Bondo Cones en del anderledes, idet man ikke altid er klar over værdien af den brik, man flytter med. Værdien er printet i bunden af de enkelte brikker og kan ikke ses under spillet, hvilket er med til at øge spændingen. Når man har lavet sin start-opstilling og spillet går i gang, må man kun kigge under sine brikker, når et terningkast tillader det. Der opstår også situationer, hvor man får lov til at lure undersiden af enkelte af modstanderens brikker, hvilket giver større mulighed for at målrette angrebene. Er man heldig at spotte de mest værdifulde brikker, kan man gå direkte efter dem, men det er også sjovt at skyde med spredehagl og slå alle de brikker, man kan komme i nærheden af.
 
BondO Cone’en er sjov og farlig!
De ”menige” brikker (Cones) kan kun bevæge sig i én retning, når de flytter, men spillets es, Bondo Cone-brikken, kan ændre retning undervejs i en flytning, så den er både sjovere og mere farlig. En Bondo Cone kan slås af en almindelig Cone, som så overtager rollen som Bondo Cone, og det er naturligvis modstanderens Bondo Cone, man først forsøger at slå. Slår man den med sin egen Bondo Cone, får man en joker i form af en Dobbelt Bondo, som kan flytte to felter pr. øje i et terningkast, og også skifte retning undervejs. Den øgede rækkevidde gør en Dobbelt Bondo til en meget
farlig modstander, som man dog forholdsvis nemt (med et heldigt terningkast i en udfordring) kan overvinde.
 
Spil direkte med din BondO Cone
En strategi med direkte angreb giver helt klart det sjoveste spil, fordi man hele tiden mister og vinder sin BondO Cone eller sin Dobbelt BondO. At miste dem er slet ikke så katastrofalt, som at miste de højtrangerende officerer i Stratego, da alle kan slå alle uafhængigt af værdien på brikken. Magtbalancen i spillet ændres løbende – men kan den ene spiller få lirket en almindelig Cone ind i modstanderens bagerste rækker, så er der gode chancer for at slå en masse af modstanderens brikker, inden man selv bliver taget. I mellemtiden kan man så forsøge at holde modstanderen beskæftiget med at holde éns BondO Cone på afstand ude ved de forreste rækker.
 
Konklusion
Designet er gennemført og super-flot, og har man pladsen til det, kan man med fordel lade spillet stå fremme, både til pynt, og fordi det så er nemt at gå til og snuppe et spil i forbifarten. Det tager som regel mindre end en halv time, og
børn ned til 12 år kan også finde ud af det og have stor fornøjelse af det. Terningerne er lukket inde i hver sin kegleformede beholder, som matcher perfekt til brikkerne, det ser flot ud og terningerne bliver ikke væk, selvom der er børn involveret i omgangen med spillet J . Alt i alt er Bondo Cones et vældig underholdende spil, som kan spilles af alle aldersklasser. Spillet indeholder elementer fra både skak og Stratego, men er nemmere at gå til. Det kræver ikke en masse tid at sætte sig ind i reglerne, og hvert enkelt spil er lidt forskelligt fra det foregående, fordi man udvikler sin strategi undervejs og lærer af tidligere spils fejltagelser & erfaringer.
 
Anmeldt af SpilleMIK, Mensa Danmark
Spiltype:                              Abstrakt strategi
Antal personer:                   2 personer
Spilletid:                             Ca. 30 min
Alder:                                  10 +
Rating:                                vvvvv