Der er lys forude

Dansk Aktionærforenings (DAF) rolle er under den sønderrivende
finanskrise mere aktuel end nogensinde. Det handler ikke kun
om at sende signaler til de mange ribbede og nervøse aktionærer.
Men også understrege, at der faktisk er muligheder for at lave en god
investering. Det kræver dog at man tænker sig om og sætter sig ind i
aktiemarkedets mekanismer.
Men de mange skandaler i pengeinstitutterne understreger også
behovet for at styrke aktionærernes rettigheder. Det mener foreningens
direktør, cand.merc.int. Charlotte Lindholm.Også hun har krisen
mejslet i panden, men dog ikke mere end at lyset kan skimtes et sted
derude…
- Når vi snart rammer bunden, så kan det jo kun gå én vej. Men det
er virkelig slemt dette her, siger direktøren, der mener at regeringens
og finanssektorens krisepakke er nødvendig, men hun er ikke begejstret
for at gode såvel som dårlige banker straffes kollektivt - for det
går ud over bankaktionærerne med dobbelt effekt:
- Aktionærerne indkasserer ikke alene tabene på kurserne, men mister
også udsigten til udbytter de næste to år. Det er dybt uretfærdigt!
Igen er det aktionærerne, der skal samle regningen op.
Uigennemsigtigt
Der er behov for forbedringer af aktionærernes vilkår - faktisk en
helt ny aktiekultur, mener Charlotte Lindholm.
- Flere selskabers informationer til aktionærerne har haft meget lidt
med virkeligheden at gøre. De har været fuldstændig uigennemsigtige.
For hvis informationerne er få og svære at forstå, så risikerer selskaberne,
at aktionærerne mister lysten til at investere. Det er skidt for
erhvervslivet som helhed.
- Hvis der ikke stilles kapital til rådighed, går det ud over erhvervslivet
og dermed samfundet. Den øjeblikkelige finanskrise er en oplagt mulighed
til at ændre situationen, så aktionærerne bliver hørt og får
større indflydelse, siger direktøren, der nævner den svenske aktiekultur
som et oplagt forbillede.
Aktionærerne er kendte
- I Sverige har aktionærerne reel indflydelse. Dér er nomineringskomiteer,
som betyder, at både små og store aktionærer kan stille kandidater
til bestyrelserne. Registret over aktionærerne er offentligt tilgængeligt.
Her i landet er det alene aktionærer med over fem procent af
aktiekapitalen, der er kendt af offentligheden. I vores naboland kan de
mindre aktionærer finde sammen. Det øger presset på bestyrelse og
direktion, når de ikke kun er et tavst mindretal. Det skal vi væk fra.
- Begrænsningen i stemmeretten er også et stort problem, for hvem
kontrollerer så i sidste ende bestyrelsen? Det var en øjenåbner for
mange, da hen ved 5.000 mindre aktionærer i Roskilde Bank lod sig
registrere i DAF for at få indflydelse, siger hun.
- Vi mangler åbenhed og det bør politikerne se nærmere på, så det
ikke bliver statskassen, men firmaerne selv, der løser deres problemer.
Det er mest hensigtsmæssigt for samfundet.
Hajer contra sild
DAF er ved at ændre karakter. En af direktørens kæpheste lyder.
- Aktiehajer haves.Aktiesild søges!
- Vi vil gerne have både kvinder og yngre bedre i tale. Jeg vil så gerne,
at også kvinder får øjnene op for, hvad penge er. Kvinder får en dårligere
løn end mænd. Derfor har kvinder om nogen en tilskyndelse til
at få deres penge til at yngle. Det kan lykkes, også selv om kvinder har
tendens til at være mere forsigtige og mindre overmodige end mænd.
- Det gør så, at foreningens kommunikation skal være mindre teknisk.
Den skal være konkret og mere nærværende.Vi skal ikke være en forening
af nørder, siger hun og svarer på, hvad det skal nytte:
Gode råd
- I stedet for kun at være aktionærernes vagthund skal vi argumentere
for vore holdninger.Vi skal være konstruktive, samarbejdsvillige og
imødekommende.Vi så i Sverige, hvordan foreningen dér gjorde det til
en national sag, da den hindrede, at svenske Volvo blev overtaget af
franske Renault.
- Vi skal samarbejde med virksomheder og organisationer, for mindretalsaktionærer
vil kunne gøre en forskel.Vi skal medvirke til, at aktionærerne
bliver mere aktive.Vi skal passe på ikke at sammenligne alle
aktionærer med bankaktionærer i den lokalt forankrede bank.Tit har
dens aktionærer investeret med hjertet, mener Charlotte Lindholm,
der slutter med aktuelle råd:
- Spred investeringerne; også på brancher og på lande. Hav en blanding
af likvide og illikvide aktier og sørg for, at der er penge til at tage
imod de rigtig gode aktietilbud. Hold øje med omkostningerne, som
let æder afkastet.