Ikke syv, men to års pause
Ingen bør argumentere for, at den finansielle krise kommer til at
vare syv år. Der er flere tegn på, at to er grænsen. Det er essensen
af den vurdering, lederen af handelsafdelingen ved den danske ambassade
i Berlin anlægger.
Merete Juhl Vincents Svendsen indrømmer, at der er negative tegn
vedrørende fremtidens udvikling.
- Men der er bestemt også positive tegn, føjer hun til.
Hendes vurdering er interessant, fordi Tyskland er Danmarks største
eksportmarked. Det har konstant været i vækst. Det er et nabomarked,
og der er tradition for, at de to lande handler med hinanden.
Tyskland tegner sig for hen ved en femtedel af den samlede danske
eksport.
- Vilkårene ændrer sig, siger Merete Juhl Vincents Svendsen. - Vi oplever
en finanskrise.Vi ser tysk presse og tyske politikere skriver og taler
om stigende ledighed og stigende statsforbrug. De fleste forventer
nulvækst i 2009. Da Tyskland er en industrination, har det betydning
for Danmark som underleverandør til tysk industri.
- Dansk industri føder det store tyske apparat. Det gør Danmark følsom,
siger lederen af handelsafdelingen og fortsætter:
- Men der er også konjunkturresistente brancher, som hun benævner
dem. - Det er den farmaceutiske industri, der i høj grad er til stede i
Tyskland, og som næppe berøres af finanskrisen. Det er energisektoren,
fordi energi står stærkt på den tyske dagsorden.Til den leverer
dansk industri komponenter. Samtidig er innovative danske virksomheder
med nye produkter godt på vej ind i branchen. Endelig er der
på det seneste knyttet tætte kontakter mellem dansk og tysk forsvarsindustri,
siger Merete Juhl Vincents Svendsen.
- Tyskerne er forsigtige, når de udtaler sig om fremtiden. De siger intet
klippefast, men tager alle tænkelige forbehold.Alligevel er mange
positive, fordi den seneste måling af forbrugertilliden viste større tillid.
Der er tillid til, at de politiske indgreb i anledning af finanskrisen
har en positiv effekt. Råvarepriserne er faldende, og der er ved at
komme styr på renten. Krisen angribes mere systematisk og klogt
end tidligere. Derfor skal ingen argumentere for ”syv magre år”, men
nok et par år, konkluderer lederen af handelsafdelingen ved den danske
ambassade i Berlin.














