ENERGI-FOKUS MED STOR LANGTIDSEFFEKT
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men sådan er det i den del af dansk industri, der baserer sig på udvikling og produktion af klimateknologi. Eksporten har igennem de sidste 10 år præsteret tocifrede vækstrater til 64 mia. kr. i 2008, og i dag skønner DI Energibranchen en forøgelse til 200 mia. kr. i 2020. Samtidigt vurderes der at være muligheder for at føje 50.000 nye arbejdspladser til de nuværende 26.000-29.000 i branchens virksomheder.
Endnu bedre
- Og så er det måske endda et forsigtigt skøn. Tingene kan sikkert udvikle sig endog meget bedre, mener branchedirektør Anders Stouge, DI. Han peger således på, at de foregående års imponerende vækst er opnået i en periode uden samlet EU-klimapolitik, uden global konsensus og uden de ambitioner, der nu opstilles i Kina og USA. Og nok så væsentligt, så er hverken effekten af et resultat på årets FN-konference eller forhåbninger til udviklingen i Kina og USA eller globalt i det hele taget regnet ind i fremskrivningen.
- Der kan meget vel vise sig et langt større behov for dansk teknologi inden for energi, klima- og miljøområdet end det, vi prognosticerer i dag, siger Anders Stouge.
Forsyningssikkerhed
Lige nu mærker branchen også krisen. Alt andet ville være mærkeligt under finans-krisen. Men DI Energibranchen vurderer, at en nedadgåend kurve vil rette sig igen. Og ser man ud på den lange bane, er der altså ingen grund til bekymring - tværtimod. Lige nu er miljø og klima naturligvis i fokus her op til FN-konferencen i København i december. Men på den lange bane og i et bredere perspektiv taler meget for, at tingene kan udvikle sig endog meget positivt, set med danske øjne.
- Selvfølgelig skal konferencen helst opnå et aftalegrundlag. Men lykkes det ikke, kommer det jo efterfølgende. Og i et bredere perspektiv kommer så hele udviklingen af ny energiforsyning. Der er ingen tvivl om, at især forsyningssikkerheden helt af sig selv vil opnå et stærkt internationalt fokus i de kommende år, fastslår DI-branchedirektøren.
Gode værktøjer
Lige nu kan DI Energibranchen altså glæde sig over meget stor udenlandsk interesse her op til den store FN-konference. Klimakonsortiet, der er blevet til i et samarbejde mellem Staten, DI og en række organisationer, har vist høj effektivitet og medvirket til at skabe bl.a. to gode værktøjer
- Energy Map og Energy Tours, der begge har til huse i DI-regi. Udenlandske erhvervsfolk og store energi-koncerner har allerede gjor flittigt brug af konsortiet. Der har været 32 delegationer på rundrejse, og inden FN-konferencen i december ventes flere end 100 delegationer at have været på besøg.
Anders Stouge glæder sig over denbetydelige interesse, der strækker sig lige fra vedvarende energi til intelligente energiløsninger, energibesparelser og altså miljø- og klimaforbedringer.














