FRA IDÉ TIL NYT domicil på et år
Fra det tidspunkt, hvor en virksomhed beslutter sig for at opføre et nyt domicil, behøver der kun at gå et år inden alle medarbejdere er på plads i de nye, indbydende omgivelser. Sådan er det i alle tilfælde, hvis det er Akticon Erhvervsbyggeri A/S, der står for byggeriet.
Her fra et lille hovedsæde på Strandvejen med kun fem medarbejdere styres byggerier for hundreder af millioner kroner løbende. Og det bliver gjort så godt og effektivt, at store kunder vender tilbage.
Nyt Novo-domicil
Novo Nordisk har således nu for tredje gang bedt Akticon Erhvervsbyggeri om at opføre et domicil, igen på 20.000 kvm. Novo Nordisk flytter ind den
1. juni næste år i nybyggeriet i Gladsaxe. Men referencelisten er alenlang: De Gule Sider, Hewlett Packard, SONY Nordic, Egmont Magasiner,
Merkantil Data og Brdr. A & O Johansen er blandt de mange, som gennem de seneste år er flyttet ind i et nøglefærdigt, nyt domicil.
Det er nøje udvalgte og anerkendte arkitekter, entreprenører og underentreprenører, som gør det muligt for Akticon Erhvervsbyggeri at blande sig
med de største byggevirksomheder herhjemme, selvom der kun er fem ansatte på kontoret. Administrerende direktør og hovedaktionær er
Nels Glavind, som står for alt omkring økonomi, mens kollegaen, civilingeniør Steen Niebling, står for alt det tekniske på byggepladserne.
Total byggeproces
- Det er vores målsætning at tilbyde løsninger på den totale byggeproces, hvor tidshorisonten fra beslutning til indflytning er kort. Derfor venter vores kunder og deres medarbejdere sjældent mere end et år, fra kontrakten er underskrevet, til de nye kontorer står klar, siger Nels Glavind.
Akticon blev stiftet i 1994 af Nels Glavind og Gentofte Erhvervsinvest. Det skete under stor bevågenhed, fordi de fik en ordre, der var uhørt stor i en tid, hvor byggebranchen var i krise, og erhvervslivet havde pakket de store armbevægelser langt væk.
Den første ordre
Virksomhedens første ordre var et omfattende domicilbyggeri for Danmarks to største telefonselskaber, Jysk Telefon og Tele Danmark, og opgaven
gjorde det muligt at indgå et permanent samarbejde med investeringsvirksomheden Gentofte Erhvervsinvest. Akticon var nu født.














