Rettidig OMHU
Det er som om krisen nærmest giver de i forvejen robuste randrusianere en ekstra hugtand. I hvert fald er der ikke skyggen af klynk at spore, når talen falder på finanskrisen. Heller ikke selvom Randers er hårdere ramt af finanskrisen end landets øvrige kommuner.
- Det er rigtigt, at vi er stærke i modvind, og at vi gør alt for at handle hurtigt og med rettidig omhu her i Randers. Vi har traditionelt mange virksomheder med ufaglærte arbejdspladser, og mange af dem har neddroslet produktionen eller ligefrem drejet nøglen om, så vores arbejdsløshed nu er 1 pct. højere end i resten af landet, siger borgmester Henning Jensen Nyhuus.
Han oplyser, at kommunen har etableret en krisegruppe, bestående af politikere og repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, LO og DI. Krisegruppen er den første af sin art herhjemme, og målet med den er at følge op på krisen, sikre information til og fra virksomhederne og iværksætte hurtige førstehjælpsinitiativer.
Anonym økonomirådgivning til trængte borgere
- Vi har f.eks. trukket kommende anlægsprojekter for 35 millioner fra 2010 og 2011 frem til i år, så de kan komme med ind under regeringens anlægstilskud på 2,5 milliarder. Vi fik ideen og vedtog dette i byrådet på mindre end otte dage, hvilket fortæller noget om vores handlekraft. Desuden har vi iværksat en offensiv for at tiltrække flere studerende til Randers Teknisk Skole og Social- og sundhedsskolen, i et forsøg på hurtigt at få arbejdsløse ufaglærte opgraderede til nye jobs. Og det har virket godt, for der er stor søgning til skolerne, understreger borgmesteren. Han fortæller også, at krisegruppen er på vej med en forening, hvor frivillige rådgivere fra kommunens lokale pengeinstitutter skal rådgive trængte borgere anonymt.
- Planen er, at rådgivningen skal starte efter sommerferien, hvor vi forventer, at krisens virkninger slår markant igennem. Og det er meningen, at borgere skal kunne henvende sig anonymt - f.eks. i et hjørne på biblioteket - hvor de kan få krisehjælp til at redde deres økonomi. Mange kan nemlig klare sig igennem med gode råd og omlægning af lån etc., men det er vigtigt, at få rådgivningen i tide, før økonomien kører helt af sporet, siger Henning Jensen Nyhuus.
Sundhedsklynge og idrætsmekka
Også Randers Erhvervs- og Udviklingsråd er klar med krisehjælp til virksomhederne. F.eks. har der allerede været foredrag med oplæg af selveste nationalbank-direktøren.
- Krisen rammer mange virksomheder, der ellers var inde i en stærk og positiv udvikling, og det er meget ærgerligt og ulykkeligt. Men heldigvis er der også lys i mørket i kraft af virksomheder, der fortsætter den gode udvikling, herunder f.eks. Bombardier og Vestas, siger Henning Jensen Nyhuus.
Han oplyser, at kommunen også har gang i spændende projekter, der skaber arbejdspladser i bl.a. byggeriet. - I år går vi bl.a. i gang med byggeriet af et sundhedshus i Randers midtby - et projekt til 200 millioner kroner. Sundhedshuset kommer til at rumme en slags sundhedsklynge af behandlingsvirksomheder og 40 ældreboliger. Desuden har University College planer om en campus i Randers, der foruden sygeplejeskole, skal rumme afspændingspædagoguddannelsen og pædagoguddannelsen
- uddannelser, der alle er til stede i Randers i dag, men hvor man ønsker at samle på en matrikel. Endelig fortsætter planerne om at skabe et idrætsmekka ved Randers Stadion. Vi har opkøbt 55.000 kvadratmeter jord omkring stadion og står til rådighed med hjælp til projekter inden for hoteldrift, svømmeland etc.
www.randers.dk














