VISIONER PEGER MOD VEST

I Ringkøbing-Skjern Kommune er visionen om en søvej mod vest på vej til at blive virkelighed. Projektet bliver et stort fremskridt for hele kommunen, fastslår borgmester

Det mægtige Vesterhav ruller bølgende ind på de brede strande ved Hvide Sande. En by, hvis fundament i mange år udelukkende var fiskeri, men som
i dag også har en blomstrende turisme. Det er havet og havnen, som præger området. Og sådan vil det også være i fremtiden - bare i endnu større grad end i dag, hvis det står til visionære politikere og erhvervsfolk i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Havnen i Hvide Sande udgør nemlig kernen i projektet “Søvejen mod vest”, hvis formål er at udbygge havnen til at være ind- og udskibningshavn for industriproduktion i Midt- og Vestjylland.
- Det er et stort projekt, og noget vi forventer os meget af. Det handler ikke kun om at fastholde arbejdspladser, men også om at skabe i hundredvis nye af slagsen. Det bliver et aktiv for hele Ringkøbing- Skjern Kommune, siger borgmester Iver Enevoldsen.

Vindmøller i fokus
En godshavn i Hvide Sande er på alle måder en logisk udvikling for området. Ikke mindst fordi en af verdens største vindmølleproducenter - Vestas - har omfattende produktion i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og sammen med den kraftigt øgede fokus på havvindmøller i landene omkring Nordsøen, vil en udskibningshavn føre både indtægter og arbejdspladser med sig.
- Vindmøllerne bliver stadig større, hvilket i stigende grad gør vejtransport besværlig. Søvejen mod vest gør det muligt at transportere vindmøllekomponenter over Ringkøbing Fjord til Hvide Sande, hvor selve udskibningen skal finde sted. Det er på alle måder en god og miljøvenlig løsning, siger Iver Enevoldsen videre.

Projekt skrider fremad
Lige nu arbejder projektgruppen med detaljer i planlægningen af “Søvejen mod vest”, hvor blandt andet hensynet til naturen vejer tungt. Planlægningen ventes at være overstået i løbet af indeværende
år.
- Går det som vi ønsker, så er søvejen mod vest en realitet i 2012, siger Iver Enevoldsen. Hele projektet er vurderet til at koste omkring 213 millioner kroner. Iver Enevoldsen oplyser, at man i Ringkøbing- Skjern Kommune satser på, at staten finansierer en del af projektet i overensstemmelse med landspolitikernes ønsker om at skabe bedre vækstmuligheder i yderområderne.
www.rksk.dk