TAGER KAMPEN OP

Kerteminde Kommune har mange potentialer at realisere som modvægt til Lindø Værftets lukning, mener den nye borgmester

- Det er en katastrofe, at Lindø Værftet lukker. Det kan vi ikke komme udenom.
Så mange arbejdspladser kan vi ikke bare lige stampe op af jorden. Men når man er hårdt presset, stiger kreativiteten.
Den vil vi udnytte. I en så svær situation er der to veje at gå. Blive offer eller tage kampen op. Vi gør det sidste. Kerteminde har mange potentialer at realisere, og vi skal finde og accelerere andre kræfter end dem, der hidtil har været i spil. Det siger Sonja Rasmussen, ny borgmester i Kerteminde Kommune. At tænke i erhvervsudvikling er naturligt for hende. Det har hun arbejdet professionelt med gennem fem år, og derudover har hun en fortid som selvstændig.

Erhvervspolitik først
- Som situationen er, kommer erhvervspolitikken først. Det er erhvervslivet, som skaber jobbene. Derfor vil jeg som det første her i det nye år tage ud og besøge virksomhederne i kommunen og finde ud af, hvad vi kan understøtte med, og hvad man mener om den kommunale service. Desuden skal vi arbejde meget i netværk og derigennem generere nye idéer. Kommunens rolle bliver at være brobygger. Naturligvis vil jeg straks sætte mig ind i forholdene på Lindø, hvor vi har en veluddannet arbejdskraft at ”sælge” til private investorer. Også i Langeskov har vi mange arbejdspladser og adgang til infrastruktur med motorvejen lige uden for vores dør. Jeg vil gå i tæt dialog med erhvervslivet og i øvrigt forsøge at finde et fælles sprog mellem kommune og erhvervsliv. Erhvervslivet taler mere kontant, og det mener jeg vi kan lade os inspirere af i kommunalt regi, siger Sonja Rasmussen. Hun tilføjer, at det er vigtigt at tænke i sammenhængskraft. Kommune, borgere og erhvervsliv er afhængige af hinanden, og med kommunen som det centrale omdrejningspunkt ser hun en opgave i at få den kommunale service til at køre endnu bedre og få forskelligheder til at blive en styrke, som hun udtrykker det.

Flere arbejdspladser
Turisterhvervet er et af de områder, hvor det er muligt at skabe flere arbejdspladser, mener Sonja Rasmussen. Kerteminde har mange kulturelle fyrtårne, og trods de svære tider skal man holde tungen lige i munden og fastholde investeringerne i disse.
- Så kan der komme flere jobs, hvor fremtidsudsigterne er gode til gavn for hele det nordøstfynske område. Også her vil vi gøre meget i netværk, og gennem vores udviklingsafdeling vil vi arbejde for at tiltrække midler til nye projekter. Udfordringen er at sikre, at det, der er godt for turisterne, også er godt for borgerne, siger den nye borgmester, som både har attraktive byggegrunde og et godt fritidsliv at byde på i den nordøstfynske kystby.
www.kerteminde.dk