STÆRKT TVÆRKOMMUNALT FORSYNINGSSELSKAB

Nordvand A/S leverer rent drikkevand og håndterer spildevand for 140.000 indbyggere i Gentofte og Gladsaxe

Nordvand A/S blev dannet i kølvandet på den politiske beslutning i 2007 om at skabe de kommunale forsyninger om til selskaber. Ved den store kommunesammenlægning blev mange kommuners forsyningsselskaber automatisk sammenlagt, men i Gentofte og Gladsaxe - som forblev selvstændige kommuner
- valgte man at samle forsyningen på tværs af kommunegrænsen. Og det var en rigtig god ide, mener direktør Carsten Nystrup fra Nordvand.
- Gladsaxe, Gentofte, Søllerød (nu Rudersdal) og Lyngby-Taarbæk kommuner havde i en årrække talt om samdrift på det tekniske område. I Gentofte havde man i forvejen en regional vandforsyning, som leverede til bla. Lyngby-Taarbæk, Hørsholm og Karlebo kommuner.
I forbindelse med etableringen af Nordvand er der endvidere opnået en betydelig gevinst ved at forbinde de to kommuners vandforsyning. Det krævede store investeringer i anlæg, men til gengæld råder vi tilsammen over to vandværker i Gladsaxe, et i Gentofte og et ved Sjælsø. Og da hele anlægget er forbundet til Københavns Energis forsyningsnet, giver det en stor forsyningssikkerhed, understreger Carsten Nystrup.

Stærkere fagligt miljø
Med to ejerkommuner skal Nordvand administrere to forsyningsområder med ikke helt ens serviceniveauer og dermed også forskellig vandtakst, men
på sigt forventes dette at udvikle sig til samme niveau.
Det giver besparelser på administration, og desuden betyder sammenlægningen, at der skabes et stærkere fagligt miljø på forsyningsområdet.
De i alt 110 medarbejdere har bedre mulighed for
at trække på hinandens specialer, og det er lettere
at tiltrække dygtige folk, fordi der er flere faglige
udfordringer - både for ingeniørerne og for folkene
”i marken”, som lærer af hinanden.
- Vi tager jo det bedste fra begge de to tidligere
kommunale forsyninger, og det giver værdi både for
vores kunder - de to kommuner - og for borgerne.
Og vores trivselsmålinger viser at medarbejderne
er godt tilfredse med det nye selskab, siger Carsten
Nystrup.
Og der er nok at tage fat på for medarbejderne.
Især på spildevandsområdet, hvor klimaforandringerne
betyder, at der skal etableres større kapacitet.
Langt fremme med renovering
Kloakrenovering er højt på dagsordenen. Det koster
mange ressourcer og indvirker på vandprisen,
men er strengt nødvendigt.
- Både Gentofte og Gladsaxe er godt i gang med
renovering af ledningsnettet. Det betyder selvfølgelig
også, at der graves rundt omkring i kommunerne,
og for at borgerne skal forstå hvorfor, det er
nødvendigt, gør vi meget ud af kommunikationen.
Vores folk i marken er således løbende uddannet
til også at informere borgerne, ligesom vi uddeler
materialer eller holder borgermøder ved større
projekter, siger direktøren.
www.nordvand.dk