SKANSKA ØRESUND A/S - KOMMER STYRKET UD AF KRISEN

Skanska Øresund A/S er et udviklingsselskab, som favner hele værdikæden inden for erhvervsbyggeri

- Den økonomiske krise har bevirket, at markedet er blevet mindre, men samtidig er vi blevet færre om at dele det. Og da vi kan konstatere, at udviklingen trækker i vores retning, forventer vi at komme styrket ud af krisen, siger adm. direktør i Skanska Øresund A/S, Peter Nymann. Skanska Øresund - den danske gren af Skanska-koncernen, som er en af verdens største entreprenørkoncerner med 60.000 medarbejdere og over 100 mia. SKR i omsætning på verdensplan - er et udviklingsselskab og en del af Skanskas nordiske udviklingsorganisation, som hovedsageligt udvikler ejendomme til kontor-, logistik- og detailformål.
- Det, som trækker i vores retning, er bl.a. den øgede fokus på kvalitet og leveringssikkerhed og ikke mindst miljø, som er et område, hvor vi er helt i front. Både investorer og lejere efterspørger i stigende grad EU GreenBuilding-godkendt byggeri. For mange internationale lejere er det ganske enkelt et krav, og på investorsiden går man efter byggeri, som er fremtidssikret og - naturligvis - efterspurgt af lejerne, tilføjer Peter Nymann og karakteriserer markedet som ”udfordrende med faldende priser” og som ”et marked, hvor det rigtige produkt og den rigtige beliggenhed stadig er eftertragtet”.

Tænker langsigtet
Som led i en ny strategi for Danmark har Skanska valgt entreprenørdelen fra i eget regi og samarbejder i stedet for med førende entreprenører. Det er primært større investeringsprojekter og udviklingsområder, man giver sig i kast med, og Skanska favner hele værdikæden fra at investere i et stykke jord til at projektudvikle, opføre, udleje og passe bygningen, som skal ligge på grunden.
- Kendetegnende for os er, at vi tænker i langsigtet projektudvikling med fokus på miljø og sikkerhed. Vi kan målrette et domicilprojekt til en enkelt større kunde, eller vi investerer egne penge i et udlejningsbyggeri med henblik på udlejning og evt. senere salg. Da vi selv finansierer vores projekter og har mulighed for at samarbejde med alle entreprenører, kan vi lave forskellige konstellationer, hvis en lejer eller investor måtte ønske det. Samtidig kan vi i kraft af Skanska-koncernens betydelige økonomiske formåen og kompetencer sikre kvaliteten, og at projekterne også bliver gennemført, siger Peter Nymann.

Fingeren på pulsen
Skanska Øresund ”netværker” med de fem øvrige afdelinger i Skanska Commercial Development Nordic og kan trække på deres ressourcer og spidskompetencer efter behov. Desuden har man tæt kontakt til internationale rådgivere og lejere og har takket være stor nordisk volumen i det hele taget ”fingeren på pulsen”, fastslår Peter Nymann.
- Vi har i 2009 ca. 40.000 kvm. kontorbygninger fordelt på fire projekter under opførelse. Storkøbenhavn er vores primære marked, men vi har også opgaver i resten af landet. Der er stadig et stort marked i hovedstaden og højere tilvækstrater end i det øvrige Danmark, siger han.
www.skanska.dk