SKANDINAVIENS FØRENDE EVENT-BY

Overborgmester Frank Jensen håber på EXPO 2022 som en hjørnesten i Københavns bestræbelser på at bide sig fast som international værtsby

Efter IOC’s og FN’s topmøder kan spørgsmålet være, om København fortsat skal huse store internationale events. Men overborgmester Frank Jensen er ikke i tvivl:
- Ja! Det er svært ikke at blive grebet, når vi er skueplads for internationale kendisser og medier. Noget af det bedste ved de to begivenheder har været, at få dem formidlet ud til folk.
- Hvordan ser du Branding cOPENhagens rolle og opbakningen til projektet?
- Det er ikke skabt for at tiltrække begivenheder og har ikke midler hertil. Men det er vigtigt, når de store events først er vundet til byen. Derfor er det godt, at det på så relativ kort tid har fået ca. 35 medlemmer, bl.a. Mærsk, Lufthavnen og DI. Deltager endnu flere, giver det selvfølgelig også flere muskler at spille med.
- Hvordan ser du mulighederne for bredt samarbejde for at styrke byens internationale image?
- Det er afgørende, at de mange aktører ikke sender modstridende budskaber. Med IOC-kongressen og klimatopmødet har kommunen samarbejdet godt med Staten, organisationer, kulturinstitutioner og virksomheder. Det er et godt udgangspunkt for, at vi fortsat kan samarbejde og trække i samme retning, så vi kan fastholde København på verdenskortet.

Flere gange VM
- Hvilke nye events ser du frem til?
- På den korte bane skal vi holde fast i de mange nye kontakter, vi fik fra bl.a. Borgmestertopmødet under Klimatopmødet. Ideen er at trække på byer som New York og London og de internationale organisationer, som har vist interesse i at finansiere klimatiltag i København. Og så ser jeg frem til VM i landevejscykling og VM i enkeltstart i København i 2011. På den lange bane er målet EXPO i 2022, så vi i Nordhavnen kan vise verden en helt ny bydel med de nyeste klimaløsninger.
- Hvad bør ambitionsniveauet være?
- På lang sigt bør København være Skandinaviens førende eventby med EXPO som hjørnestenen. Igen må jeg fremhæve vigtigheden af samarbejde mellem Staten og regionens aktører - også på den anden side af Øresund - hvis vi skal nå dette mål. Herudover er det vigtigt, at Metrocityringen, en attraktiv
lufthavn og f.eks. en stor multiarena kan medvirke til, at vi har de rigtige rammebetingelser.

Folkeligt element
- Vi skal forankre internationale begivenheder lokalt, hvis vi skal skille ud os fra mængden. Under IOC- topmødet mødte københavnerne internationale stjerner på bl.a. Østerbro Stadion og Rådhuspladsen som en del af en lokal olympisk festival. Og ved Klimatopmødet var Rådhuspladsen ramme om en række udstillinger og koncerter samtidig med, at FN’s officielle åbningsreception og vores eget Borgmestertopmøde fandt sted på pladsen. I begge tilfælde gav den folkelige deltagelse de officielle begivenheder et løft og førte til stor medieinteresse.