SAMARBEJDE FOR MILLIARDER

"Vi tager også imod de udspil, regeringen kommer med. Men først og fremmest tager vi selv fat." Borgmester Aase Nyegaard

To projekter i milliardklassen - et havneprojekt med hotel, kulturhus, kontorer og boliger til 1,3 mia. kr. og et bycenter til butikker og kontorer ligeledes til 1,3 mia. kr. - er resultater af et enestående godt samarbejde mellem Sønderborg Kommune og erhvervslivet.
Et samarbejde som gør, at man i Sønderborg har en masse at byde på, som normalt kun storbyer kan magte, påpeger borgmester Aase Nyegaard.

- Som kommune kan vi noget, og virksomhederne kan noget andet. Står vi sammen, kan vi ”flytte bjerge”, skabe vækst og arbejdspladser. Og lære af hinanden. Hvad der kommer ud af samarbejdet, hænger selvfølgelig sammen med, hvilke personer der er involveret. Derfor gør vi i kommunalt regi meget ud af at have folk, der kan og vil skabe resultater. For uden vækst og arbejdspladser får vi ingen penge at arbejde med, og på trods af det sidste par års finanskrise og tab af en masse arbejdspladser, er der god gang i den i Sønderborg Kommune, siger Aase Nyegaard, der ikke vil høre et ord om ”Udkantsdanmark”. - Her hos os kæmper vi for tingene.

Vi tager også imod de udspil, regeringen kommer med. Men først og fremmest tager vi selv fat, siger hun videre og påpeger, at der på under et år er skabt mere end 1.000 nye arbejdspladser i kommunen.

Det er for lidt ...
Alsion-komplekset med bl.a. universitet, forskerpark og én af Europas bedste koncertsale som hjemsted for Sønderjyllands Symfoniorkester er det første markante eksempel på, hvad offentligt-privat samarbejde kan føre til i Sønderborg Kommune. Project Zero og CO2-neutral udvikling, hvor kommunen går foran og bakkes op som rollemodel af de største virksomheder, er et andet.
- Hvordan holdningen er, illustreres af forløbet omkring den nye Dybbøl Arena. Byrådet har bevilget 22 mio. kr. til projektet. Det er for lidt, sagde erhvervslivet, og nu skyder en række virksomheder også penge i halprojektet, som derfor bliver langt mere omfattende end oprindeligt planlagt,
fortæller Aase Nyegaard. Sønderborg går efter at blive ”Europæisk Kulturhovedstad” i 2017 og understreger seriøsiteten heri med at afsætte penge til opførelsen af et nyt kulturhus som en del af det store havneprojekt. Den verdensberømte arkitekt Frank Gehry er hyret til at lave tegningen til kulturhuset.

Vi VIL de her ting
- Vi VIL de her ting. Ikke for et syns skyld, men fordi de er vigtige og nærværende for os, som bor her, og for vores mange gæster, siger Aase Nyegaard, der har 20 års erhvervserfaring hos Gramkow A/S, senest som direktør, i bagagen. Som ung valgte hun efter tre år i Schweiz at flytte til Sønderborg, fordi det er god uddannelsesby.
- Det er Sønderborg også i dag. Siden Syddansk Universitet blev etableret i Alsion, er tilgangen af studerende blevet fordoblet. Alene i 2010 kom der 37 pct. flere. Næsten halvdelen af de studerende kommer fra andre lande. Ingen andre universiteter i Danmark er så internationale, pointerer Aase Nyegaard, der inden længe tager på tourné rundt til 15-20 virksomheder for at appellere til, at de opretter flere lære- og praktikpladser.
Også her går kommunen foran ved at tage elever og lærlinge, men der er brug for endnu flere, så de unge kan komme videre i livet, lyder det fra borgmesteren.
www.sonderborg.dk