SAMARBEJDE KENDSKAB OG STOLTHED
Høyrup & Clemmensen kunne fejre sin 100-års dag i februar, men det kan man ikke umiddelbart se. Virksomheden er for længst vokset ud af vuggen på det gamle Christianshavn og holder i dag til i et højteknologisk domicil i Bådehavnsgave i Sydhavnen. Høyrup & Clemmensen er vokset naturligt til i dag omkring 110 medarbejdere, og foruden installatør- og serviceydelser byder virksomheden gerne på totalentrepriser, hvor de højt kvalificerede medarbejdere kan vise, hvad de kan på el-arbejde, data og sikring.
Godt gennem krisen
- Vi er så heldige, at vi både har loyale medarbejdere og loyale kunder. Det nyder vi godt af i disse krisetider, selv om jeg da må indrømme, at vi også har mærket en nedgang. Vi har dog fokuseret meget på servicedelen, og derfor har vi en del arbejde også selv om nybyggeri går lidt trægt, understreger direktør Tom Lindquist, som indtog chefstolen i 2003. Høyrup & Clemmensen er ikke blandt de helt store spillere på el-installationsmarkedet, men betragter det faktisk som en fordel at være en mindre og smidig organisation. Virksomheden er kendt for at lave et solidt arbejde, kombineret med fleksibilitet og en høj faglighed, og derfor har virksomheden mange faste offentlige og private erhvervskunder i Hovedstaden. Høyrup & Clemmensen bliver også inviteret til at byde på store entrepriser - eventuelt i samarbejde med andre virksomheder i konsortier.
Bruger kerneværdierne
Siden 2003, hvor man flyttede ind i det nye domicil og fik nye folk i toppen, har virksomheden arbejdet med at definere og ikke mindst bruge sine kerneværdier - samarbejde, kendskab og stolthed - i det daglige arbejde. Hos Høyrup & Clemmensen kender ledelse og medarbejdere hinanden, og der er ikke langt fra gulv til direktionsgang.
Ledelsen er meget opmærksom på både kunders og medarbejderes behov og udarbejder jævnlige tilfredshedsundersøgelser. Også nye forretningsområder er kommet til. Høyrup & Clemmensen er i dag certificeret i sikringssystemer til eksempelvis adgangskontrol, videoovervågning og brandsikring,
ligesom virksomheden har speciale i intelligente bygningsinstallationer.
Uddannelse og udvikling
- I dag handler meget installationsarbejde om energioptimering og styring af funktioner, og det hele skal være integreret med it-systemerne.
Flere og flere elektrikere har i dag en laptop som det vigtigste værktøj, og der sker en enorm udvikling hele tiden.
Derfor lægger vi stor vægt på efteruddannelse og har jævnlige medarbejdersamtaler, så vi sikrer, at vores medarbejdere dels har de bedste kompetencer, dels beskæftiger sig med noget de kan se en udfordring i, påpeger Tom Lindquist.
www.hoyrup-clemmensen.dk














