PARAT TIL MEGET MERE

Sydvestjyllands internationale hovedstad og Danmarks energicenter nr. 1 kæmper konstant mod myter og manglende viden om kommunens fantastiske potentialer

Esbjerg Kommune er en moderne storby med en kulturhistorie uden sidestykke. Landets yngste storby og Nordens ældste by hører sammen.
Umiddelbart forekommer Esbjerg city og Ribe at være umage. Ligeså kommunal sammenhæng med stationsbyen Bramming og landområderne Grimstrup i øst og Vedsted i syd. Men sådan er det ikke. Kommunen har sammenhængskraft og rige muligheder for erhvervsliv, kulturliv og bosætning.

Nej, dette er IKKE et udkantsområde!
- Vi kan ikke se, at det kan være bedre, siger borgmester Johnny Søtrup (V). Paradokset er, at landets yngste storby døjer med myter, relateret til gamle primære erhverv som landbrug og fiskeri. I følge presse, radio og TV skulle man tro, at turen mod vest går over magre sandede kartoffelmarker ind til havnebyens fiskelugt.
Men, igen...

Nej, Esbjerg har IKKE fiskelugt!
EU´s strukturrationalisering af fiskeriet har maget det sådan, at der ikke landes industrifisk i Esbjerg. Den oprindelige fiskerihavn er under omdannelse til et kombineret område med erhverv og hyggelige miljøer med lidt konsumfiskeri, lystbådehavn, kultur, turisme. By og havn smelter sammen ved kreativ nyskabelse. Så har man kaldt Esbjerg for ”Danmarks Chicago”. Nu er den amerikanske storby slet ikke så ringe endda. Men skulle nogle finde på at forveksle det med noget negativt, tager de grundigt fejl.

Nej, Esbjerg er IKKE en barsk havneby!
Vel kan en god del af byens vækst henføres til Danmarks største vestvendte havn med skibstrafik world wide. Men den er også årsag til, at et stort antal virksomheder har placeret sig her. Ikke alene af logistiske årsager, men også fordi landsdelen har stabil, kvalificeret arbejdskraft. Og så er Esbjerg jo hele Danmarks offshoreby nr. 1; basehavn for olie og gasaktivitetet og vindmølleparker i Nordsøen samt udskibningshavn for bl.a. den danske eksport af vindmøller.

Alt dette har gjort Esbjerg til en international kommune og styrket mangfoldigheden på kultur- og uddannelsesområdet med højere, videregående, universitære uddannelser og forskning.

Den danske offshoreaktivitet beskæftiger 13.000 - heraf 9.000 fra lokalområdet. De internationalt  prægede aktiviteter præger udviklingen i sydvest positivt på mangfoldige måder. Derfor er det helt ude i hampen, hvis man bare opfatter Esbjerg som en almindelig by.

Nej, Esbjerg er IKKE bare provinsiel!
- Vi kan sikkert ikke gentage det for mange gange.
Men vi har præsteret vækst uden sidestykke og kan i kraft af størrelse, service, højt uddannelsesniveau, kulturliv, erhvervsmiljø og infrastruktur gøre krav på meget mere, f.eks. udflytning af statslige institutioner på energiområdet. Det vil være helt i tråd med den halve mia. kr., som vi nu inden for få år invester i fortsat udvikling af Danmarks energicenter nr. ét, fastslår Johnny Søtrup.
www.esbjerg.dk