NU SKAL DER IGEN SÆLGES ERHVERVSJORD

"Kommunen og erhvervslivet er hinandens absolutte forudsætninger." Borgmester Thomas Banke

De sidste tre år er Fredericia Kommune blevet ”dansk mester” i salg af erhvervsjord, men mærker som de fleste andre kommuner en stagnation i salget på grund af finanskrisen. Det skal der nu gøres noget ved, lyder det fra kommunens nye borgmester, Thomas Banke, der ser det som en af sine første store opgaver at få genstartet salget i det såkaldte Danmark C-projekt omfattende ca. 600 ha erhvervsjord langs E20-motorvejen.
- 210 ha er solgt, og yderligere ca. 200 ha er byggemodnet og klar til salg. Jeg har besøgt 10-12 virksomheder, der er flyttet ind i området, og kan konstatere, at de er meget tilfredse og glade for at være her. Det ser jeg som et godt udgangspunkt for at finde nye købere til de næste 200 ha, siger Thomas Banke, der byder såvel produktions- som servicevirksomheder velkommen.
- Vi kan ikke undvære industriproduktion i Danmark. På sigt kan vi ikke leve udelukkende af liberale erhverv og af at servicere hinanden. Industri skal der til, fastslår han.
Besøgene i kommunens virksomheder, både de private og de offentlige, fortsætter de kommende måneder.
- Jeg tror ikke, vi her på rådhuset har løsninger på alle problemer. Derfor skal vi lytte til erhvervslivet, og derfor tager jeg ud i virksomhederne.
De skal vide, at de har en borgmester, der bekymrer sig om dem, og som rækker hænderne frem til samarbejde. For kommunen og erhvervslivet er hinandens absolutte forudsætninger. Indtil nu har besøgene været en spændende og positiv oplevelse.
Virksomhederne har været åbne og ærlige omkring deres behov og forventninger til kommunen, siger Thomas Banke.

”Erhvervsministerium”
Etableringen af hvad Fredericia-borgmesteren kalder et ”erhvervsministerium”, et nyt erhvervs-, strategi- og innovationsudvalg, er endnu et skridt i retning mod at lytte til erhvervslivet og tage det med på råd. Der er tale om et bredt politisk organ, som på formaliseret niveau vil være i løbende dialog med erhvervslivet. Til udvalget knyttes et rådgivende organ, som vil bestå af arbejdsgivere og -tagere, håndplukkede ildsjæle inden for advisory support, LO m.fl.

Banebrydende samarbejde
Et andet område, som den nye borgmester vil sætte fokus på, er truslen om mangel på højt kvalificeret arbejdskraft. Den kan være højaktuel om blot få år, påpeger han. Derfor skal der arbejdes meget mere med at sikre, at personer på overførselsindkomst, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, får bedre muligheder for at få job i de nye virksomheder, der kommer til Danmark C.
- Det betyder, at vi skal have set på, om de gældende regelsæt på arbejdsmarkedet kan ændres, så det bliver lettere at få disse personer i job. Vi har for mange unge under 25 år uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet. I stedet for tilskud, kontanthjælp, aktiveringstilbud, de alligevel ikke kan se en mening med, vil vi hellere bruge pengene til at skabe arbejdspladser med. Det vil vi gerne indlede et samarbejde med Beskæftigelsesministeriet om for at se, om vi i fællesskab kan forbedre det nuværende system, fortæller Thomas Banke.
www.fredericakommune.dk