KURSUS- OG KONFERENCECENTER MED HOLDNINGER OG HANDLINGER
Det er en sandhed, at Esbjergs borgmester Johnny Søtrup (V) kalder stedet ”hele byens højskole.” Og det er lige så rigtigt, at der er tale om et af landets
bedste kursus- og konferencecentre, fordi business, holdninger og handlinger her går op i en højere enhed.
Esbjerg Højskole rundede forleden de 100 år og kaldte sig med stolthed indtil for nogle år siden ”verdens ældste arbejderhøjskole.” Men mangt og meget har ændret sig i fagbevægelsen og i højskoleverdenen, så i dag er stedet en almen folkehøjskole, drevet som en selvejende institution.
Moderniseringen med nye driftsformer begyndte imidlertid allerede at tage fart i 80’erne med etableringen af Esbjerg Kursus- og Konferencecenter.
Det er fortsat den sydvestjyske landsdels største af slagsen og en værdsat samarbejdspartner for store dele af regionens erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner m.v.
- Vi kan i mere end én forstand være med til at gøre en forskel, fordi vi ikke bare tilbyder gæsterne mursten og faciliteter.
Udgangspunktet er stadig viden og læring. Vi huser masser af store erhvervstræf, konferencer og rekvirerede kurser, men højskolen er også stedet, hvor den enkelte kan føle livsglæde i en kold tid, fastslår forstander Jakob Lykke og økonomichef Jan Walther, Esbjerg Højskole.
TRE STÆRKE BEN
Ikke færre end ca. 40.000 mennesker besøger årligt Esbjerg Højskole på korte eller længerevarende ophold i forbindelse med højskolekurser, konferencer, AMU-forløb eller f.eks. uddannelse på Mediehøjskolen.
Alt sammen under samme tag i et spændende miljø, præget af sociale og kulturelle aktiviteter.
- Det handler om at skabe en sund vekselvirkning mellem undervisning og fritid, siger forstander Jakob Lykke.
Højskolens mediecenter har eksisteret siden 1985 og henvender sig i dag primært til unge, der gerne vil være f.eks. journalist, TV-fotograf eller bare have en unik oplevelse for livet. Undervisningen forestås af professionelle fagfolk, og utallige er de ”mediekendisser”, der startede karrieren med et ophold på stedet.
- Kursusopholdet er ikke kompetencegivende i den forstand, men forbereder deltagerne godt til f.eks. at søge optagelse på journalistuddannelserne. Men vi ser da også mange klare sig rigtig godt ved bare at tage springet direkte ud i den virkelige verden.
Desuden lever skolen altså godt af netværksundervisning, ligesom et samarbejde med EUC-Vest og bl.a. AMU-forløb nu i høj grad er med til at stabilisere økonomien.
Flere nyskabelser er på vej, og det er helt i tråd med højskolens værdigrundlag, at der 1. august indledes et nyt projekt (USB) for unge med særlige uddannelsesbehov for at komme videre - f.eks. i et uddannelsesforløb.
MODERNE FRIRUM FOR DIALOG
”Hver eneste menneskesjæl må være i besiddelse af så megen almen dannelse, at de kan kontrollere dem, der sidder ved samfundsskibets ror.” Citatet stammer fra Jørgen Banke - en af pionererne bag etableringen af Esbjerg Højskole. Og det er stadig aktuelt, mener Jakob Lykke (42). Han overtog forstanderposten i august og har erfaring fra byrådsarbejde, flere tillidsmandshverv og tretten år som underviser på højskolen.
Vel har Jakob Lykke respekt for arven efter forgængere som Julius Bomholt, Erling Jensen, Ivar Nørgaard, Chr. Kelm-Hansen og Kim Mortensen, men forstanderen arbejder nu benhårdt for at positionere skolen i en anderledes verden - og til en fremtid, hvor udviklingen af videnssamfundet vil tage endnu mere fart.
- Som esbjergenser er det naturligvis specielt for mig at overtage ledelsen af dette sted, som jeg på mange måder er vokset op med. Derfor har jeg også nogle værdier, som jeg gerne vil bære med ind i en udvikling, der både vil stille endnu større
krav til os som højskole og til det enkelte individ.
Men der skal altså også meget andet til at for drive stedet som en fremadrettet, moderne virksomhed.
Afklaring
- Noget af det, der efterspørges allermest i dag, er dialog. Hvad enten vi taler om kultur, politik eller noget helt tredje, så har den enkelte behov for at søge afklaring. Og her er det vigtigt, at man ikke bare hører eller ser det hele fra én side, men at man kan forholde sig til sit eget liv og udviklingen i samfundet på et bredt oplyst grundlag, fortsætter Jakob Lykke.
Bæredygtigt
Samtidig må forstanderen - som andre højskolekolleger
- have økonomien i fokus. Også Esbjerg Højskole hat prøvet at have det svært. Men Lykke ser en god mening i at drive højskole på et sundt økonomisk grundlag:
- Alt, hvad vi foretager os, skal være bæredygtigt - økonomi, drift, forplejning m.v. Derfor mener vi det også alvorligt, når vi kobler business, holdninger og handlinger sammen. Summen af det hele er, at vi er stedet, hvor alle skal kunne hente inspiration og ikke lade sig nøje med en sludder for en sladder.
ALTID I BEVÆGELSE
Lys og livsglæde, revy, opera, natur, kultur, vadehav, cykling og kold krig… Kursuslisten er lang og mangfoldig på Esbjerg Højskole. Det handler både om fordybelse, samvær og diskussion.
- Vi kan li´dialog på tværs. Vore undervisningsteams har bred faglig baggrund og formidlingserfaring. Desuden tilrettelægger vi mange rekvirerede, individuelle kurser med eksterne undervisere på højeste niveau, fortæller Jakob Lykke. Forstanderen lægger også stor vægt på samspillet med de lokale musikhuse, museer og andre kulturperler i landets yngste storby, Esbjerg og Nordens ældste by, Ribe:
- Vi opfatter os som en del af det hele og engagerer os gerne i kulturelle tiltag, f.eks. med et specielt kursus i forbindelse med Esbjerg Festuge. Og et kursus i juledagene? - Jo, men det er fuldt booket og har været det længe!
www. eh.dk














