KULTUREL SATSNING SKAL FREMME ERHVERVSLIVET
En satsning til 1,5 mia. kr. skal slå Helsingørs navn fast som kulturby og bidrage til at trække erhvervsudviklingen i den nordsjællandske kommune i retning af mere kreative og videnstunge erhverv. Lukningen af Helsingør Værft for mange år siden skabte et stort tomrum både jobmæssigt og i form af tomme bygninger, men nu bliver det gamle værftsområde - inklusive Kronborg Slot - forvandlet til Helsingør Kommunes nye kulturelle centrum, Kulturhavn Kronborg.
- Den 10.10.2010 åbner Kulturværftet i de gamle værftsbygninger med bl.a. hovedbibliotek og teaterog koncertsale med plads til 600 tilskuere, og det er planen at flytte Handels- og Søfartsmuseet til værftets gamle tørdok i 2013. Det bliver landets første museum under jorden, fortæller borgmester i Helsingør Kommune, Johannes Hecht-Nielsen.
Forvandlingen fra værftsby til kulturby skal gøre Helsingør attraktiv for videnstunge virksomheder. Derfor er et andet stort indsatsområde at udvikle 100 hektar erhvervsjord i den sydlige del af byen til smukke omgivelser for sådanne virksomheder. - Vi håber på 700 nye arbejdspladser i området og arbejder ud fra en masterplan, der er blevet til i tæt dialog med både brugere og mulige investorer, siger Johannes Hecht-Nielsen.
Fast forbindelse til Sverige
Endnu et væsentligt element i fremtiden er, at Helsingør Kommune udgør det nordlige hjørne af Øresundsregionen. Den hurtige adgang til
Sverige gør dette hjørne vigtigt for at skabe sammenhæng i regionen, påpeger borgmesteren, og trafikmæssigt bliver det endnu vigtigere, når Femern Bælt-forbindelsen står klar i 2018.
- Til den tid bliver der brug for en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, formentlig en tunnel. Svenskerne vil gerne have denne faste forbindelse, der sammen med en Ring 5 uden om København, som jeg tror på kommer i 2020, kan reducere køretiden mellem Sverige og Danmark/Tyskland med halvanden time, siger Johannes Hecht-Nielsen, der frygter en fremtid uden den faste forbindelse.
- Så dør vi og andre nordsjællandske kommuner, siger han.
OPP-samarbejde
Helsingør Kommune indledte for et halvt års tid siden et samarbejde med udviklingsfirmaet Vækst & Viden Helsingør A/S om realiseringen af sine fremtidsvisioner på de fire hovedområder - kultur, erhverv, detailhandel og turisme. Der er tale om et offentligt-privat partnerskab, OPP.
- Vi skal skabe erhvervsudvikling bl.a. ved at fremme de kreative erhverv. I den gamle stationsbygning er vi ved at indrette et kreativt arbejdsfællesskab, vi har i forvejen en kreativ klynge på Kronborg, og vi hjælper med at koble de kreative sammen med Helsingør-virksomheder: Den kreative flytter ind på et kontor i en virksomhed og driver sin forretning derfra, samtidig med at han/hun og virksomheden lærer hinanden at kende, fortæller Anders Christian Hjort, direktør i Vækst & Viden Helsingør A/S.
www.helsingorkommune.dk














