KAMBER VENDER SKUDEN I STORM

Underskud under højkonjunktur er blevet til overskud under lavkonjunktur for Syddanske Medier A/S med den tidligere TV2-nyhedsvært ved roret

Han forsvandt fra skærmen, men ikke fra mediebilledet - tværtimod!
Og han har skabt turn-around med snart sagt alle odds imod sig.
Derfor har Mikael Kamber også mod på en fremtid, hvor det handler om at positionere Syddanske Medier A/S, så også det trykte dagblad kan overleve i synergi med elektronisk nyhedsformidling.
Den 42-årige fhv. TV2-nyhedsvært har fra 2007 været adm. dir.ektør og chefredaktør for medieselskabet, der udgiver dagbladet JydskeVestkysten (JV) og driver Radio Skala FM med røde tal - før Kambers ankomst! Efterfølgende gik de i plus, og der forventes nu et efter omstændighederne pænt resultat i 2009.
Det er bemærkelsesværdigt, at underskud under højkonjunktur er afløst af overskud under lavkonjunktur samtidig med løsning af distributionsproblemer og indkøring af nye IT-systemer.
- Jeg takker mine medarbejdere for, at vi er kommet igennem det hele. De har ydet en elefantindsats, lyder det fra medieselskabets chef.

Tryghedsfaktor
Advarsler skortede det ellers ikke på, da Kamber satte kursen vestpå til hovedkvarteret i Esbjerg og et nyerhvervet hus på fødeøen Fanø:
- Mange forstod det ikke. Men jeg så det som en opgave, der skulle løses. Desuden spillede det en afgørende rolle, at jeg kunne vende hjem til velkendte breddegrader - en tryghedsfaktor af meget stor vigtighed. Her er et ord et ord. Havde jeg fået tilbuddet fra en hvilken som helst anden landsdel, havde jeg svaret nej.

Berlingske en god partner
Ord blev endda til mere end ord, da Kamber genforhandlede kontrakter. En ny aftale med Dansk Avistryk (Berlingske) står nu som en ”Milestone” på vejen til
bedre økonomi.
- Som regionalt dagblad kan vi ikke klare alt selv. Berlingske er en vigtig og fair samarbejdspartner, siger Kamber. Han glæder sig også over, at de styrkede forudsætninger har givet luft til produktudvikling af en avis, der er tilført nyt design, øget lokal prioritering, succeshistorier, konstruktiv journalistik m.v. Desuden udvikler Radio Skala FM sig positivt med højere lyttertal (270.000 over en time ugentligt).

Pendling - igen!
Generel negativ oplagsudvikling er ikke til at komme uden om, men JV klarer sig dog lidt bedre end de fleste og udvikler konstant tættere dialog med læserne - ikke mindst via en nydesignet netavis.
- Vejen frem er synergi mellem trykte og net baserede medier. Vi følger med stor interesse Apple’s tablet-udspil med helt nye muligheder for elektroniske aviser - betalte, vel at mærke! Sådan ser Kamber ud over søgang, der kan fortsætte lidt endnu. Kortere er nok et perspektiv, hvor familien Kamber fra sommer 2011 tager færre færgeture mellem Esbjerg og Fanø. Drømmeboligen på Christianshavn er købt - helt efter familiens ønske, og Kamber ser ingen problemer i det. I ni år pendlede han mellem hovedstaden og Odense, så i en periode går det sikkert også an med en times tid ekstra mellem øst og vest.