HURTIGERE HANDLING HASTER

Den nye borgmester i Struer Kommune har fokus på proaktivitet i forhold til f.eks. lukninger af virksomheder

Et systemskifte fra V til S er der sket i Struer Kommune. Men udover andre bogstaver, har borgerne også fået ny borgmester i skikkelse af Niels Viggo Lynghøj og et frisk syn på erhvervsudviklingen - og det er der behov for i en tid med finanskrise, lukninger af virksomheder og nedskæringer hos de lokale vinduesproducenter, der ellers har haft travlt i de forgangne år.
- Struer Kommune er præget af små- og mellemstore virksomheder inden for mange brancher - en del - historisk set - udsprunget af landbruget, havnens og jernbanens tilstedeværelse.
B & O har været og er fortsat en stor aktør i vores erhvervsliv. Virksomheden beskæftiger ca. 2.000 medarbejdere og har afledt en del underleverandørvirksomheder. Derfor er vi selvfølgelig yderst opmærksomme på udviklingen hos B & O, og vi følger med glæde med i de nyeste positive prognoser for det nye BeoVision 10 fladskærmsfjernsyn, fortæller borgmester Niels Viggo Lynghøj.

220 ledige ingeniører
En af de virksomheder, der oprindeligt udsprang af B & O - nemlig Ericsson Diax - lukker i løbet af 2010 og dermed får Struer Kommune 220 ledige ingeniører. Lukningen skyldes ikke finanskrisen, men derimod strategiske beslutninger fra Ericsson koncernen.
- Det er vigtigt hurtigt at få skabt nogle muligheder for de mange ingeniører, der bliver ledige. Vi vil gerne beholde dem i området, fordi vi har brug for højtuddannede til at sikre viden og vækst i virksomhederne. Sammen med Væksthus Midtjylland vil vi derfor forsøge at motivere og inspirere nogle af ingeniørerne til at starte selvstændige virksomheder. Vi vil i den forbindelse etablere et iværk-sættermiljø med lokaler og al den rådgivning, økonomisk og praktisk støtte, vi kan mobilisere, understreger Niels Viggo Lynghøj.

Et handlekraftigt erhvervsnetværk
- Et andet ønske er etablering af et særligt erhvervsnetværk, der fremover skal stille op med hurtig reaktion ved f.eks. virksomhedslukninger. Vi tror på, at en hurtig reaktion og handling kan være med til at vende situationerne. Jeg forestiller mig, at netværket bl.a. skal tælle politikere, repræsentanter fra lokale erhvervsskoler, medarbejdere fra jobcenteret og erhvervsfolk, siger Niels Viggo Lynghøj. Den nye borgmester slutter med at påpege, at ønsket om bedre infrastruktur omkring Struer Kommune altid er aktuel.
-Tilgængelighed er altafgørende for vores erhvervsudvikling, og den er ikke i top, som situationen er nu. Men vi håber og tror på, at landspolitikerne er opmærksomme på dette og sørger for at løse problemet med en motorvejsforbindelse fra Herning til Holstebro.
www.struer.dk