HAVN FÅR VINGER
Stemningen i Grenaa forud for opstillingen af Anholt Havmøllepark er lidt hen ad ”lige før cirkus kommer til byen.” Alle glæder sig, alle forbereder sig, og alle har købt billetter.
- Den analogi er ikke helt hen i vejret, for det bliver lidt ligesom et cirkus, med masser af mennesker og masser af aktivitet i og omkring havnen, forudser Grenaa Havns direktør Henning Haugaard Laursen og fortsætter:
- Vi har lavet en aftale med DONG Energy, der har købt kontorlokaler og lagerbygninger. Siemens Wind Power har lejet 360 meter kaj med tilstødende 130.000 m2 havneareal. Derudover opføres 3.000 m2 lagerhaller på arealerne. Desuden er vi i gang med at gøre et stort areal klar til med belægning, indhegning, lys, kloaksystemer osv. Alt sammen skal stå klart, når arbejdet med at rejse de 111 store havmøller går i gang.
De lokale er klædt på
Selve opgaven vil betyde, at der bliver skabt 50 nye arbejdspladser på Grenaa Havn, men derudover vil der blive en række afledte aktiviteter og arbejdspladser. De lokale firmaer får underleverandøropgaver med møllerne, vindmølleeksperter fra nær og fjern vil valfarte hertil, og det kræver overnatningsmuligheder, restauranter, underholdning, shoppingmuligheder osv. Så der bliver nye spændende opgaver for bl.a. Kattegatcentret, Kulturhuset, områdets forretningsdrivende osv.
- Det lokale erhvervsliv i Norddjurs har klædt sig godt på til de kommende opgaver med havmøllerne. Vi har etableret et særligt netværk, Djurs Wind Power der tæller ca. 30 lokale virksomheder, lige fra smedevirksomheder til butikker og elektrikere. Målet med netværket har været at udvikle viden og kompetencer om vindmøller, sikkerhed, teknologi osv., så man er klar til at påtage sig underleverandøropgaver for denne særlige branche. Flere lokale virksomheder har allerede modtaget ordrer på opgaver relateret til havmølleparken, siger Henning Haugaard Laursen. Arbejdet med havmøllerne er i øjeblikket i den forberedende fase, hvor der bl.a. bliver foretaget geotekniske undersøgelser, man har undersøgt trækfuglenes ruter for at genere dem mindst muligt osv.
- Til december ankommer flydekranen Svanen, der også rykkede ud, da man skulle placere pylonerne til Storebæltsbroen. Opgaven her er at montere stålrørsfundamenterne til møllerne i havbunden.
Når cirkus rejser…
- Vi er jo godt klar over, at der kan blive tomt, når cirkus så forlader byen igen. Men vi håber jo, at vi kan klare denne store opgave så godt, at vi kan blive base for andre store projekter i fremtiden. Der er andre havmølleparker i pipelinen, og nogle af dem ligger perfekt for Grenaa havn. Det gælder bl.a. den planlagte havmøllepark mellem Sverige og Anholt. Vi råder over 1,5 millioner kvadratmeter areal, og vi har pladsen til selv de tungeste industrivirksomheder, som man ikke har plads til andre steder. Den 150.000 kvadratmeter store plads, der skal bruges til havmøllerne bliver ledig igen ved udgangen af 2013, og vi planlægger allerede nu, hvordan arealerne skal disponeres herefter. Pladsen vil til den tid være klar til brug med belægning, lys, hegn, haller osv., siger Henning Haugaard Laursen.
Vi er nu en dybvandshavn
- Et godt eksempel på en virksomhed, der virkelig har set mulighederne ved en placering på Grenaa havn er Danish Biofuel, der bygger en bioetherolfabrik her og nærmest får ”egen kajplads” lige uden for døren, siger havnedirektøren. Han understreger, at baggrunden for de nuværende og kommende aktiviteter på havnen er de ambitiøse og modige udvidelser, man har foretaget de senere år. Udvidelserne gik i gang i sommeren 2009 og sidste år den 13. august, kunne man holde en festlig indvielse uden hverken forsinkelser eller større problemer undervejs.
- Vi er nu en dybvandshavn med 11 meters dybde, der kan udvides til 15 meter, hvis det bliver nødvendigt. Desuden har vi en uddybet sejlrende på 12 meter, og vi har etableret forstærkning på kajkanterne, så vi kan tåle langt mere belastning fra store emner, store kraner osv. Desuden har vi etableret et udvidet svajebassin, hvilket betyder, at vi nu kan tage endnu større skibe ind. Svajecirklen er 375 meter i diameter, forklarer Henning Haugaard Laursen.
Havnen som et strategisk bindeled
Der gik ikke lang tid, før de store skibe og rederier opdagede de nye muligheder i Grenaa havn.
- I februar ankom f.eks. fragtskibe med 30.000 og 26.000 tons vejsalt. Valget faldt på os, fordi vi ligger logistikmæssigt godt midt i Jylland, med adgang til motorveje og god plads til de mange, mange tilkørende lastbiler, der afhentede saltet. Desuden er havnens medarbejdere hurtige og effektive til at losse, fortæller Henning Haugaard Laursen. Også genvindingsvirksomheden Uniscrap, der har etableret sig i Grenaa i 2006, bruger havnens muligheder som et strategisk redskab til hurtig, miljørigtig og økonomisk logistikled.
Havnen er nemlig fast ankomststed for tonsvis af indsamlet, skrottet jern og metal, der føres til fabrikken, hvor det sorteres, bearbejdes og gøres klar til genbrug.














