FULD FART FREM MED PLADS TIL EFTERTANKE

Naturskabte herligheder og et stort og bredt erhvervsliv sikrer Rebild Kommune gode fremtidsperspektiver

I en benchmarking mellem kommunerne ligger Rebild lunt i svinget som en af de allermest effektive til at administrere offentlige kroner.
- Det skyldes bl.a., at vi konstant forsøger at rationalisere, hvor vi overhovedet kan. Og vi har planlagt flere tiltag - bl.a. vil vi samle de nuværende seks kommunale adresser på ét nyt rådhus i Støvring. Vi regner med at føre planen ud i livet i løbet af de næste fire år. Rådhuset - der i øvrigt skal bygges, så det kræver minimal opvarmning - skal fortsat suppleres af decentrale borgerservicemuligheder, oplyser borgmester Anny Winther.

Tættere end tæt
Også rent geografisk ligger Rebild Kommune lunt i svinget, tæt på Aalborg, og tættere end tæt på motorvejen og de andre overordnede veje i Himmerland.
- Det giver os det bedst mulige udgangspunkt for udvikling. Vores borgere har frihed til at pendle i alle retninger f.eks. mod Århus, Viborg eller Aalborg for at arbejde. Og det er let at komme hertil og herfra f.eks. med nærbanen til Aalborg og togforbindelser mindst én gang i timen til København. 50 % af borgerne pendler ud, og hele 42 % pendler ind i vores kommune for at arbejde, og det er temmelig mange. Kommunen har 12.000 arbejdspladser, der spænder utroligt bredt på tværs af mange forskellige brancher. Det er vi glade for - bredden gør os mindre sårbare, f.eks. i den nuværende finanskrise. Industrivirksomhederne udgør 2.500 arbejdspladser, og vi har mange arbejdspladser inden for bygge- og anlægsområdet samt inden for handel og transport, siger Anny Winther. I kommunen begynder der også at tegne sig et billede af en ”energi-klynge” med virksomheder som Xergi, Planenergi og Arcon Solvarme.

Motorvejs-view
Mere visionær end de fleste var de lokale politikere, da de i begyndelsen af 90’erne etablerede de første erhvervsarealer med direkte udstillingsvindue mod motorvejen - de arealer, der i dag bebos særdeles synligt for enhver af bl.a. Hydrema, Carnitech, Keflico og Ambercon.
- Vi er i gang med at gentage succesen og udbyder nu 18,6 ha erhvervsjord i Porsborgparken. Grundene, der sælges i størrelser á minimum 10.000 kvadratmeter, ligger i direkte forlængelse af det nuværende erhvervsområde. Vi har allerede solgt 11.000 kvadratmeter til hydraulikvirksomheden Sawo, der vil bygge ny fabrik der. Det er vigtigt for os, at området præsenterer sig flot ud til motorvejen. Kommunen skal godkende byggeriernes ydre fremtoning, så der ikke kommer nogle ”skræmsler” og ødelægger profileringsværdien, understreger Anny Winther. Hun fortæller videre, at den effektive infrastruktur konsekvent er i fokus for kommunens politikere, så det nye erhvervsområde bliver fulgt op af nye rundkørsler, der uhindret skal føre f.eks. lastbiler til og fra.
www.rebild.dk