EN KROG I FREMTIDEN
- Vi har tænkt og handlet konstruktivt fremadrettet
og er kommet stabilt gennem krisen med et positivt
resultat på bundlinien. Situationen siden september
2008 har ikke været ”standard” på nogen
måde, men et frit fald for mange. Vi har tidligt set,
at krisen både ville blive hård og tage tid og tog
hurtigt fat på målrettet at tilpasse og udvikle organisationen
med blik på, hvad de næste to-tre år -
mere kan man ikke forholde sig konkret til - har at
byde på. Man kan sige, at vi har sat en krog i fremtiden.
Sådan siger adm. direktør i NCC Construction
Danmark A/S, Torben Biilmann, der sammen med
virksomhedens øvrige ledelse har haft travlt det
sidste års tid med at analysere markeder og vækstsegmenter
for at spotte, hvor der stadig er eller
kommer bevægelse. Hardcore sagt, hvor pengene
bevæger sig hen, som Torben Biilmann udtrykker
det.
- Hospitalsvæsenet bliver et voksende marked, både hvad renovering og nybyg angår. Vi forventer øget aktivitet inden for renovering af anlæg og ikke mindst den eksisterende bygningsmasse, hvor der er fokus på klima og energi. Opgaven bliver at optimere ejendommene og gøre det på en måde, så investeringer i byggeri og anlæg kommer hjem på driftsbesparelser. Også infrastruktur kommer der gang i, og på boligfronten er boligselskaber i bevægelse.
Billigere byggegrunde og lavere byggepriser gør det nu igen muligt at ramme et huslejeniveau, så lejlighederne kan lejes ud. Vi har udviklet flere bolig- og kontorkoncepter, optimeret på design og kvalitet og fået skabt tidssvarende løsninger. Og vi har allerede afprøvet kontorkonceptet i green building- udgave med stor succes, siger Torben Biilmann.
Kundeanalyser
Hen over forår og sommer har NCC Construction gennemført kundeanalyser, som viser, at kundetilfredsheden er høj også i en krisetid. I dialogen med kunderne har man desuden udvekslet erfaringer i, hvordan man bedst kommer gennem krisen, og det, vurderer Torben Biilmann, har øget sammenholdet og nærheden til kunderne.
- Trods krisen og en meget udfordrende tid gælder det om at fastholde og bygge videre på de værdier, der er skabt i de gode tider og udgør rygraden i virksomheden.
Man skal bevare sin identitet og gøre tingene på en ordentlig måde. Så ved kunderne, hvad det er for en samarbejdspartner de har, og hvilken vare de får, siger han videre.
Det samme gælder på medarbejdersiden. NCC Construction har rokeret rundt og mobiliseret ressourcer og kompetencer for at være på forkant med udviklingen, hvilket har betydet nedskæringer i medarbejderstaben.
Præcise beslutninger
- Når antallet af medarbejdere skal reduceres, er det vigtigt at sige farvel på en ordentlig og værdig måde, siger Torben Biilmann, som ikke lægger skjul på, at det seneste år har været præget af præcise beslutninger i topledelsen.
- Der har ikke været tid til beslutningskonsensus hele vejen rundt, fordi krisen også krævede hurtig handling. Men jeg kan mærke, at der er tillid til den platform, vi nu har fået skabt. Det begynder at materialisere sig, hvordan tingene udvikler sig det næste par år, og vi er reelt mere konkurrencedygtige end nogensinde, fastslår Torben Biilmann.
www.ncc.dk














