DANMARKS INFRASTRUKTUR FREM MOD 2030

- Vi har ikke tidligere været så opmærksomme på langsigtet strategi, som tilfældet er i dag, siger transportministeren

- Vi begynder at kunne se infrastrukturen i Danmark tegne sig en del år frem i tiden og er rykket et godt stykke nærmere 2030. Infrastrukturkommissionens rapport ligger til grund herfor og skal sikre, at der bliver sammenhæng i det, vi gør. Vi har ikke tidligere været så opmærksomme på langsigtet strategi, som tilfældet er i dag - baseret på denne rapport. Med disse ord fejer transportminister Lars Barfoed påstande om manglende planlægning i den fremtidige udvikling af det danske vejnet til side. Transportministeren betoner, at der er flere midler til investering i infrastruktur de næste 10 år end nogensinde før. Helt præcist 154 mia. kr. Men alligevel er det nødvendigt at prioritere, og det vil ske ud fra to kriterier, oplyser Lars Barfoed.
- For det første vil vi se på, hvor trængslen og dermed transportbehovet er størst. Og for det andet vil vi prioritere ud fra, hvor vi understøtter den erhvervs- og samfundsmæssige udvikling bedst, siger han og tilføjer, at man ved hjælp af analyser vil få afdækket nærmere, hvor behovet for investeringer er størst på kort, mellemlangt og langt sigt.

Kapaciteten udvides
På kort sigt handler det bl.a. om at udvide kapaciteten i nord-syd gående retning i Jylland og ikke mindst i det østjyske, hvor der snart skal ske en udvidelse af motorvejsbroen over Vejle Fjord. Ligeledes på den vestfynske motorvej er der behov for øget kapacitet. Også hovedstadsområdet skal der ses på. Helsingør- og Køge Bugtmotorvejen til og med forgreningen ved Køge, motorring 4 og den nye Frederikssundmotorvej er projekter, der står først for. På det mellemlange sigt har forlængelsen af Holbækmotorvejen til Kalundborg en høj prioritering, idet der, påpeger Lars Barfoed, skal skabes adgang for endnu mere gods til Kalundborg Havn. Også en del omfartsveje skal prioriteres ind.

Dybtgående analyser
- Der er brug for dybtgående analyser for at få afklaret, hvad der skal ske på langt sigt. Inden for en nærmere fastlagt ramme vil der ske en rullende planlægning, idet vi ikke i dag kan disponere for eksempelvis 2020. Det økonomiske råderum vil opstå hen ad vejen. Vi er ved at få lavet analyseværktøjer hos DTU, så vi bliver i stand til at lave store strategiske analyser af det langsigtede behov i hovedstadsområdet, i Jylland og på tværs af landet. Planen er at
samle op på analyserne hvert andet år for at sikre den bedste udnyttelse af ressourcerne og den bedste planlægning, siger Lars Barfoed.

Et af de mere langsigtede spørgsmål er, hvordan behovet for yderligere kapacitet til Jylland skal imødekommes. Herunder den længe diskuterede opførelse af en ny Lillebæltsbro mellem Bogense og Juelsminde contra ekstra kapacitet med hurtigfærger mellem Kalundborg og Århus. - Det er vigtigt at sikre kapaciteten mellem landsdelene, og i 2013 forventes Lillebæltsbro-projektet at være færdiganalyseret, siger Lars Barfoed.
www.trm.dk