DANMARK MÅSKE VÆRT FOR ”GRØN VÆKST TOPMØDE”

Klima- og energiminister Lykke Friis ønsker fokus på teknologiske fremskridt, hvor hensynet til klimaet kan gå hånd i hånd med vækst og velstand

- Aktiviteter omkring COP 15 viste, at Danmark har spidskompetencer og styrkepositioner af uvurderlig værdi for erhvervslivets eksportmuligheder.
Statsministeren lancerede derfor ved Vækstforums møde om grøn vækst i Esbjerg for nylig idéen om atter at samle verdens lande i Danmark. Og det er en idé, som klima- og energiminister Lykke Friis gerne arbejder videre med:
- Et ”grøn vækst-topmøde” kan vise, hvordan det går globalt med de teknologiske fremskridt, for at hensynet  til klimaet kan gå hånd i hånd med vækst og velstand. Vi undersøger nu ideens bæreevne - og hvornår den i givet fald kan realiseres. Derfor er jeg også optaget af, at Danmark selv er et grønt ”udstillingsvindue” - f.eks. med vindenergi.

Måske Kriegers Flak
- Vindkraft skal fortsat være krumtap i VE-udbygningen. Vi har fokus på, at mange hensyn skal forenes. Ud over de økonomiske i forhold til bygherrer og elforbrugere er der naturen - truede dyre- og fuglearter, råstoffer, arkæologi. De største potentialer er på havet, men her er de dyrere at udnytte end på land. Der er behov for at udvikle etablerings- og finansieringsmodeller, især til offshoreprojekter, siger Lykke Friis. Ministeren peger på, at regeringen nu ser på mulighederne for at realisere et vindmølleprojekt på Kriegers Flak: - Det kan blive det første internationale projekt i stor skala med et fælles net mellem Tyskland og Danmark og muligvis Sverige, og det kan bidrage betydeligt til fremtidig forsyningssikkerhed. Det er endnu for tidligt at sige noget om tidspunkt for idriftsættelse, men aspektet indgår i det beslutningsgrundlag, som ventes klar inden længe.

Green Labs DK
Lykke Friis gør også reklame for et nyt regeringsinitiativ, Green Labs DK - en støtteordning til test-/demonstrationsfaciliteter for strategisk clean
tech teknologi, herunder offshorevind:
- Jeg understreger, at statsstøtte gør det ikke alene. Skal vi matche lignende satsninger i udlandet, må vi pulje private, regionale og statslige midler.
Regeringen vil frem til 2012 uddele 210 mio. kr. til projekter med væsentlig privat medfinansiering markedsmæssigt potentiale. Vi tager nu en konsultationsrunde, der frem til maj giver alle mulighed for at komme med ideer og forslag. Og vi anbefaler alle at deltage som en unik mulighed for at påvirke udformningen af ansøgningskriterier.
De forventes på plads i juni, hvorefter de første ansøgninger kan indkaldes.

Grøn alliance
Foreningen ”Alliancen for grøn offshore Energi” har netop set dagens lys, og ministeren er positiv: - Alliancen skal overordnet sikre, at vi er førende globalt og i stand til at udnytte nye innovative helhedsløsninger, som efterspørges på eksportmarkederne. Godt, at driftige personer fremmer den samlede
branches interesser, bl.a. for at styrke vores placering i forhold til EUstøttemidler.
Vi har brug for alle gode kræfter for i fællesskab at styrke vores position på verdensmarkedet og øge vækst og beskæftigelse i Danmark.