cOPENhagen – OPEN FOR YOU!

Foreløbig 35 virksomheder og organisationer støtter op om hovedstadens nye brand og anvender det i deres markedsføring

Det er hverdag igen for mange af de fortræffelige mennesker, der bidrog til at sprede budskabet om COP15. Men for et lille team fortsætter indsatsen for at banke Copenhagen fast på verdenskortet med syvtommersøm. Værktøjet er Brand Copenhagen - et signal om, at hovedstaden er åben, fri og attraktiv for alle, hvad enten de er f.eks. businessfolk, investorer, videnskabsmænd, forskere, kulturinteresserede, turister eller mennesker på kig efter et godt sted at bo.
Initiativet blev for et års tid siden taget af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity, der hver for sig arbejder hhv. turistfremmende og erhvervsrettet. Region Hovedstaden samt en række meget toneangivende virksomheder med Københavns Lufthavne var straks med på idéen om at skabe et nyt stærkt brand, som også virksomhederne kan sætte deres præg på. Medlemsvirksomhederne i foreningen Brand Copenhagen kan frit anvende copenhagen-logoet, der kan tilpasses individuelt, også farvemæssigt. På den måde signalerer de open source - ”Copenhagen open for You!”

Kommunerne med
Blandt de virksomheder og organisationer, der har været hurtige til at bakke op om det nye brand, er også A. P. Møller, Nordea, DI og Microsoft - alle ud fra et fælles ønske om at skabe udvikling i hovedstadsregionen.
- En snes virksomheder og organisationer bakkede hurtigt op om initiativer, og nu er vi oppe på 35 medlemmer, fortæller brand director Jacob Saxild. Han glæder sig over, at Frederiksberg Kommune også har meldt sig ind i foreningen og ser meget gerne, at flere kommuner inden for regionen følger trop. Målsætningen er at få 10-15 nye medlemmer årligt, så foreningen kan runde 50 medlemmer i 2011.
- Jeg tror, flere og flere vil se det gode og det rigtige i at stå sammen om et fælles brand. Ikke bare for brandets skyld, men for at vi kan være bredt og stærkt funderet også økonomisk i bestræbelserne på at tiltrække investeringer, arbejdskraft og turister, siger Jacob Saxild.

Gode erfaringer
Det er ingen hemmelighed, at initiativtagerne har skelet til de erfaringer, som bl.a. Amsterdam og Stockholm har opnået ved branding - nemlig en markant
forskel på kendskabet til storbyerne og dermed f.eks. antallet af investeringer og overnattende gæster.
- Billedet af åbenhed får flere til at søge viden om os. Visionen handler ikke mindst om tryghed - hvad enten det gælder investeringer, arbejde, bosætning, turisme. Vi har nogle gode budskaber, og de bæres nu ud i verden af de virksomheder, som anvender logoet i international markedsføring, siger Jacob Saxild.
Brand Copenhagen har desuden formået at opnå synlighed på hjemmebane - f.eks. i december med de grønne nisser (COP15), i forbindelse med World Out Games samt ved at sætte 40 nye ”open-cykler” på gaden. www.opencopenhagen.com