BEDRE OG BEDRE DAG FOR DAG
Ekspansiv vækst med pæne vækstrater i snart mange år har sat organisation, struktur, beslutningsveje, processer osv. lidt under pres hos lægemiddelvirksomheden Fertin Pharma A/S, der er blandt verdens førende inden for produktion af medicinsk tyggegummi.
- For at kunne håndtere væksten har vi skulle lære at gøre tingene smartere og hurtigere og udvikle os fra primært at være en innovativ virksomhed til også at være en håndfast og stringent produktionsvirksomhed.
Det har krævet en stor indsats og forandringsparathed hos alle. Som lægemiddelproducent stilles der skrappe krav til os, og derfor har det i alle manøvrer været afgørende at bevare vores kvalitetsprofil, siger Tom Kaster, Vice President Supply Chain hos Fertin Pharma, og fortsætter:
- Vi skal forblive ”preferred supplier” hos kunderne og derfor altid være skarpe i vores supply chain. Vi skal finde mulige samarbejdsflader og optimeringsmuligheder for at øge konkurrenceevnen, og vi skal tænke globalt, for vores kunder er globale.
Målstyret ledelse og LEAN
Internt i processen arbejdes der med målstyret ledelse og LEAN-tankegang. Mål og motivation hænger sammen, pointerer Tom Kaster, og hos Fertin Pharma er medarbejderne med til at sætte de mål, der skal arbejdes hen imod, mens LEAN er værktøjskassen, hvor man henter de nødvendige arbejdsredskaber.
- I virkeligheden er det bare sund fornuft, det handler om, siger han.
Og det virker. Hen over de sidste to-tre år harman næsten fordoblet produktiviteten, reduceret både spild og gennemløbstid med 50 pct., markant
forbedret service og leveringsevne og fået kvaliteten løftet op i højeste ratingklasse. På leverandørsiden indgås der partnerskaber med udvalgte leverandører, idet udgangspunktet er færre, men større leverandører og bedre aftaler. Bedre for begge parter, understreger Tom Kaster.
Stopper aldrig
- Denne udvikling stopper aldrig. Det niveau, vi har opnået i dag, vil vi udfordre og forsøge at forbedre allerede i morgen med nye tanker og nye tænkemåder. Vi bliver ved med at skabe løbende forbedringer og sætte os nye mål - være kontrolleret offensive, fordi produktudvikling i vores verden tager
ekstremt lang tid, siger han og udelukker ikke, at Fertin Pharma på et tidspunkt vil udbygge sin supply chain med produktion i andre dele af verden for at komme tættere på nye markeder.
Nye medarbejdere
Foreløbig er det dog vækst på fabrikken i Vejle, der fokuseres på. Tom Kaster forventer, at Fertin Pharma skal bruge flere nye medarbejdere inden for bl.a. projektledelse, produktudvikling og kvalitetssikring hen over det næste par år.
www.fertin.com














