BÆREDYGTIG ERHVERVSUDVIKLING
- På verdensplan er turismen det største erhverv, og jeg forventer også, at turismen udvikler sig kraftigt i Morsø Kommune. Jesperhus Blomsterpark har én af de 20 største campingpladser, der huser 3.500 overnattende gæster dagligt i højsæsonen.
For en uge siden blev der sat gang i et nyt projekt med byggeriet af 75 ferielejligheder på havnen, så vi nu får flere overnatningsmuligheder for turisterne.
Projektet betyder bl.a., at der skal fyldes 13.000 kvadratmeter af Klosterbugten op med jord, og alene det skaber jo arbejde for både entreprenører, transportører og håndværkere - der skal f.eks. køres ikke færre end 1.500 lastvognslæs med jord til projektet. Det er målet, at området skal udvikles til et søsportscenter med surfklubber og roklubber og - hvem ved måske kan vi på sigt blive vært for Europa mesterskaberne i finnjoller, siger borgmester Lauge Larsen.
Højere uddannelser over hele linjen
Morsø Kommune er midt i at etablere et nyt erhvervsforum, der skal komme med ideer til nye initiativer og projekter for erhvervsudviklingen.
Morsø Kommunes borgmester ser gerne, at et de kommende års projekter bliver, at kommunen generelt får hævet uddannelsesniveauet over hele linjen.
- Jeg så f.eks. gerne, at vi fik teknisk gymnasium, som man har det i Skive og Thisted, og jeg så også gerne en generel styrkelse af de mellemlange tekniske uddannelser, så f.eks. smede og elektrikere kunne bygge en overbygning på deres uddannelse. På den måde kunne virksomhederne få tilført den tekniske viden, de har brug for, og vi kunne også sikre at de unge bliver i området - også når de skal uddanne sig.
Fra håndværk til industri
Morsø Kommune er fra historisk tid en kommune med mange håndværksvirksomheder, der er udsprunget af landbruget.
- Og mange af håndværksvirksomhederne har så siden udviklet sig videre til industrivirksomheder.
Vi har f.eks. jernstøberiet, der laver brændeovne, flere store producenter af vinduer og døre, og en ung virksomhed, der har succes med at levere dele til køkken- og badeværelsesbranchen, siger Lauge Larsen. Han sætter stor lid til udviklingen blandt kommunens iværksættere, der spænder vidt: Lige fra Bila, der producerer robotter, til Villy Bruun A/S, der har opbygget et indgående kendskab til elinstallationer i vindmøller i Danmark og udlandet.
Selvforsynende med energi
- Udfordringer for industrivirksomhederne i Morsø
Kommune er samlet set at fortsætte med at automatisere, så lønniveauet kan holdes konkurrencedygtigt og kvaliteten og effektiviteten i top. Desuden ser jeg miljø- og energiområdet som et potentielt vækstområde, gerne sammen med virksomheder fra de omkringliggende kommuner i Thy.
Vi er det eneste større område i verden, der faktisk er selvforsynende med energi, vi har rigtigt mange vindmøller, et stort biogasanlæg og et bølgenenergicenter i Hanstholm. Her i Morsø Kommune har vi også Dansk Skaldyrscenter, der har avancerede laboratorier til rådighed og f.eks. undersøger muligheden for at lave søsalat om til biogas.
Hvis vi står sammen med kompetencerne, kan vi nå rigtigt langt, siger Lauge Larsen.
www.morsoe.dk














