ALDRIG FØR SÅ MANGE SKIBE UNDER DANSK FLAG
Og Lars Vang Christensen, formand for Danmarks Rederiforening og adm. direktør i herning shipping a.s, er ikke i tvivl om årsagen til den imponerende
vækst.
- Det skyldes de stabile og konkurrencedygtige rammevilkår, vi har haft at arbejde under i perioden. Med etablering af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) og tonnageskat som det centrale. I kraft af de konkurrencedygtige rammevilkår i forhold til de store søfartsnationer, vi er oppe imod, har danske rederier formået at hævde sig i den globale konkurrence med en kraftig vækst i den danske handelsflåde til følge. For os er politisk stabilitet det vigtigste, fordi skibsfart kræver langsigtede investeringer, og investeringer bliver nu engang lagt der, hvor der er stabilitet. Den har vi fået takket være politisk opbakning under skiftende regeringer, og derfor er det vigtigt at fastholde fokus på rammevilkårene også fremover, så væksten kan fortsætte, siger Lars Vang Christensen og tilføjer:
- For fem år siden lovede vi politikerne at øge kapaciteten under dansk flag med 50 pct. Det løfte har vi indfriet nu.
Største enkelt-bidragsyder
Rederierne er den største enkelt-bidragsyder til handelsbalancen med en rekordstor valutaindsejling i 2008 på 190 mia. kr. på trods af, at den globale finanskrise allerede i sidste halvdel af 2008 var begyndt at trække sine spor.
- Fra 2008 til 2009 faldt verdenshandelen med 10 pct., og rederiernes valutaindsejling røg helt ned på 140 mia. kr. Nu er verdenshandelen på vej op igen, og vi estimerer, at danske rederier i 2010 vil opnå en fremgang på den gode side af 20 mia. kr. Vi har oplevet kriser før, men voldsomheden i den seneste finans- og økonomikrise er ikke set før. Markederne oplevede voldsomme fald. Pludselig kunne vi ikke låne penge, det blev dyrt at rejse kapital, og ofte
var egenfinansiering den eneste udvej. Det var en ond cirkel. På positivsiden står, at vi som erhverv er på vej til at rette os op af egen kraft. Vi bad om global loyalitet landene imellem ved ikke at give hjælpepakker, fordi vi mener, det er bedst for erhvervet selv at finde vej ud af krisen, siger Lars Vang Christensen.
Det er dog specielt bulk- og containerskibene og disse rederier, der trækker væksten. Disse skibstyper var også dem, som blev ramt først. Nu rejser de sig igen som de første. Derimod har markederne for alle typer tankskibe og transport af alt flydende, råolie, gas m.m., ikke rettet sig endnu med overkapacitet og tomme skibe til følge, men rederiforeningsformanden er positiv og forventer, at det sker inden for en overskuelig fremtid.
Beskæftiger 100.000 mennesker
Den danske handelsflåde kontrollerer ca. 10 pct. af verdenshandelen på havet, og ”Det blå Danmark” beskæftiger omkring 100.000 mennesker. Heraf 90 pct. i land hos underleverandører til erhvervet.
- Det overrasker nok nogen, hvor mange danske og europæiske komponenter og patenter der bruges i skibe, som eksempelvis bliver bygget i Kina. Rent faktisk bliver skibene kun samlet i Kina. Dertil kommer efterfølgende reparationer, som ofte udføres af leverandørernes egne specialister. Det er i høj grad i land, at værditilvæksten sker, og nye arbejdspladser skyder op som konsekvens af rederiernes stigende aktivitet, påpeger Lars Vang Christensen, der udtrykker skuffelse over det manglende resultat af klimatopmødet i København sidste år.
Til gengæld glæder det ham, at rederierhvervet har formået at holde fokus på sit eget klimamål.
- Målet er 15-25 pct. reduktion af CO2-udslippet i 2020. Vi kræver international regulering og løsninger for at nå det, så alle globalt kan konkurrere på lige vilkår, siger han.
www.shipowners.dk














