10 ÅR MED FREMGANG FOR LOKALBANEN

Målet for os de næste 10 år er sammen med de øvrige aktører i hovedstadsområdet, at udvikle den samlede kollektive trafik, så vi sammen kan tiltrække endnu flere kunder

Det siger Rösli Gisselmann, adm. direktør i Lokalbanen A/S, som kan fejre 10 års jubilæum den 1. juli 2011.

10 år med fremgang
- Da det i 2001 blev besluttet at lægge driften af fem gamle nordsjællandske privatbaner med hver 100-125 år på bagen sammen i ét selskab, var det
et ufravigeligt krav, at driften skulle effektiviseres og rationaliseres - så der kunne blive råd til fremtidige investeringer. Målet var at overleve på den
korte bane og bringe os over i det nye årtusinde. Her 10 år senere kan vi konstatere, at planen er lykkedes, siger Rösli Gisselmann og tilføjer:
- Vi har været gennem en lang proces, hvor vi har ændret arbejdsgange og indført nye systemer og fælles standarder. Vi har samlet al fjernstyring i ét
driftscenter, antallet af værksteder er blevet halveret, togene er blevet énmandsbetjente og billetsalget foregår nu primært via billetautomater i togene.
Totalt er personalestyrken blev reduceret med 33 pct. til trods for, at vi i dag kører mere drift end tidligere. Den succesfulde gennemførelse af planen
medførte, at vi midt i processen fik grønt lys til at indkøbe nye tog for 700 mio. kr., så de op til 40 år gamle tog kunne udskiftes. Det første af de nye tog
blev efter planen indviet i 2007 med Kronprins Frederik som lokomotivfører.
Undervejs i forløbet er fem gamle kulturer blevet ”smeltet om” til én ny virksomhedskultur, og Lokalbanen A/S fremstår i dag som en moderne drevet
jernbanevirksomhed.

Tog til tiden
- Det har været vigtigt for os ikke at glemme kunden i den store omstillingsproces. Det er derfor med slet skjult stolthed, vi kan konstatere, at vores
kundetilfredshed er øget igennem hele forløbet. En udvikling som helt sikkert også har sammenhæng med Lokalbanens varemærke "Tog til tiden" - over
98 pct. af togene kørte rettidigt i 2010. Og kunderne har taget godt imod det nye "Lokalbanen". Fra 2007 til 2010 er antallet af passagerer steget med
over 16 pct., så på spørgsmålet om den kollektive trafik er i krise, er svaret; Nej, ikke hos os, siger Rösli Gisselmann.
Et af de store mål for de næste 10 år er at medvirke til at udvikle den samlede kollektive trafik i hovedstadsområdet og "stjæle" markedsandele fra bilen.
Der arbejdes bl.a. på at blive bedre til fælles produktudvikling og markedsføring sammen med de øvrige aktører i hovedstadsområdet - trafikselskaber,
Region Hovedstaden og kommunerne.

Største forbedringer i mange år
- Sidste skud på stammen i den forbindelse er etablering og markedsføring af et nyt bus/tog-samarbejde i Nordsjælland kaldet R-net, hvor en fælles
koordinering af bus og lokalbane-tog i langt større grad skal binde Nordsjælland sammen på kryds og tværs. Når det nye R-net er fuldt udbygget, vil det
være en af de største forbedringer af den kollektive trafik i Nordsjælland i mange år, pointerer Rösli Gisselmann.
Endnu ligger det ikke fast, hvordan Lokalbanen A/S vil fejre 10 års jubilæet. Men fejret bliver det. For det er der al mulig grund til.
http://www.lokalbanen.dk